Nyt eller Yt! #5

Bekymret for mit helbred…

I foråret fik jeg, helt ud af det blå, en mærkelig form for sidestik. Bare værre. Det føltes som om, jeg blev spiddet af en jernstang og hængt op i den.

Intet hjalp på smerten. Heldigvis gik den væk i løbet af natten.

Lige siden er smerten dog kommet og gået. Jeg kunne ikk efinde grunden til det. Det hang ikke sammen med fysisk aktivitet eller bestemte madvarer.

Til sidst måtte jeg overgive mig og gå til lægen.

Det har været lidt af et helvede af information, kvalificerede gæt, misinformation og angst lige siden.

Min læge mente først at det var galdesten.

Galdesten. Det kunne jeg leve med. Det ville gå over igen.

Dog sendte hun mig til ultralydscanning på sygehuset for, at være sikker.

Jeg var ikke nervøs. Faktisk var jeg lettet. Man kan hurtigt bilde sig selv en masse ind.

Jeg troppede op på sygehuset og gik smilende ind til lægen. Ultralydscanning har jeg prøvet masser af gange før, da jeg har to døtre. Der er intet farligt i det.

Jeg er en meget udadvendt person og lagde og snakkede og pjattede med lægen. Pludselig blev han stille. Jeg spurgte ind itl, hvad han så og han svarede mig ikke rigtigt.

Da han endelige fortalte mig, hvad han havde fundet, faldt mit hjerte ned i maven på mig.

Han havde fundet en cyste med en diameter på ca. 12 cm siddende på min lever. Han forsikrede mig om, han den ikke var farlig eller livstruende. Men jeg ville blive kaldt ind til en MR.-scanning af min lever.

I al denne information arbejder min hjerne på højtryk for at finde en logisk og acceptabel forklaring på det hele. Jeg får derfor ikke spurgt meget ind til noget som helst.

En cyste? Hvad fanden er en cyste? Hvad skal der nu ske?

Da jeg kom hjem, gik jeg direkte over til computeren og fandt den information, min hjerne havde brug for.

Jeg fandt også ud af, at lægerne nogle gange fjerner store cyster ved enten en kikkertoperation eller en almindelig operation. Okay. Det kan jeg leve med.

Det med MR-scanningen var lidt noget andet. Jeg er nemlig stærk klaustofobisk.

Jeg overlevede dog MR-scanningen: Men det er ikke noget jeg gør frivilligt igen. At være en stor kvinde og ligge i et lille rør i en times tid, er ikke sjovt.

Jeg ingen svar samme dag, hvilket er virkelig frustrerende. De fortalte, at jeg ville blive indkaldt til en samtale omkring resultatet.

Til samtalen fik jeg af vide, at der ikke var noget at være bekymret for. Det var en stor åreknude og det gjorde man intet ved. Problemet var, at en åreknude ikke burde give den form for smerte, så det skulle vi have fundet grunden til.

En åreknude. okay. Det kan jeg også leve med. Men hvor fanden kommer smerten så fra?

På det her tidpunkt er vi nået slutningen af juni måned. JEg har tilsyneladende en meget stor åreknude siddende på min lever, som man ikke gør noget ved. Nu skal vi bare have fundet ud af, hvorfor jeg får smerter der kommer og går. Hun var dog nervøs for mit levertal og synes jeg jeg skulle komme igang med et vægttab.

Den information var heller ikke svær at bearbejde. Jeg var dog lidt irriteret over kommentaren med vægttabet. Hvis det er så skide nemt at tabe sig, så så jeg jo nok ikke sådan ud.

Hun fortsætte derefter med at fortælle mig om risikoen ved skrumpelever.

Er jeg den eneste i verden som troede, at skrumpelever kun var noget man fik af at drikke for meget alkohol????? Der er åbentbart også en stor risiko ved overvægt. Hvorfor har jeg aldrig hørt om det?

Trods alt den information og irritation, gik jeg igen med at tabe mig. (Hvilket gik i vasken, da vi tog på sommerferie.)

Et par dage før vi tog afsted på sommerferie blev jeg ringet op af sygehuset. Der var en anden læge som gerne ville snakke med mig.

Han havde kigget på min sag og ville gerne have mig scannet igen. En fibroscanning denne gang. (En fibroscanning er en scanning som fortæller om leverens stivhed). Han var nemlig ikke så sikker på, at det var en åreknude og han var meget bekymret for min levers tilstand.

Her står jeg så nu. Jeg har efterhånden så mange informationer og har bearbejdet så mange ting, at jeg ikke aner hvor jeg står eller, hvordan jeg skal føle.

Fibroscanningen skal give en bedre billede af, hvordan min lever har det og om jeg er på vej til at få en skrumpelever.

At have skrumpelever er meget mere alvorlig end alle de andre diagnoser, jeg har været igennem i dette forløb.

Denne læge il gerne helt til bunds i det – hvilket jeg er taknemmelig for. Men jeg er også pisse nervøs.

Hvad fanden er det, der sidder på min lever? Er jeg på vej til at have skrumpelever (som i nogle tilfælde er dødelig)?

Jeg er bange, besluttet på, at finde ud af, hvad der sker med min krop, bekymret og ked af det.

Jeg er blevet indkaldt til scanning d. 17. august. Så må tiden vise, hvad der skal ske. Det værste er dog ventetiden.

 

 

- Just Me

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt eller Yt! #5